Klassisk og velholdt murermestervilla i Hunderupkvarteret

Hvis du er stedkendt i Odense, ved du, at Hunderupkvarteret er ganske eftertragtet at bosætte sig i med sin nærhed til byen, åen, skoven og hverdagens fornødenheder. Det er netop her, du og familien bosætter jer i denne gedigne murermestervilla, som er gennemrenoveret i 2015 med respekt for alle originale detaljer. De omfattende istandsættelser har blandt andet inkluderet facaderenovering og udskiftning af tag, vinduer, døre, skorsten og tagrender. El, varme og VVS er også skiftet. Senest er hele ejendommens kælderetage gennemrenoveret i 2018.

Selvom alt er af nyere dato, er stilen på huset bevaret med rødstensfacaden, et rødt tegltag og sprossede vinduer. Indenfor er der også værnet om de klassiske detaljer med flotte fyrretræsgulve, udsmykkede lofter med rosetter og stuk samt fyldningsdør. De herskabelige detaljer kommer især til udtryk i de to stuer en suite, havestuen og køkken-alrummet. Især i stuen, som ligger mellem alrum og den anden stue, er det også værd at bemærke de fine finesser med den lysgivende karnap og svenske kakkelovn, der udover at pynte også spreder en god varme, når der tændes op. Det rige lysindfald er et gennemgående træk for huset, som i kraft af de mange vinduespartier og optimale placering på grunden har alle rum badet i sollys. Køkken-alrummet er indrettet med hvide, grebsfrie elementer fra Designa, og her er et vinkøleskab under, så du altid kan servere perfekt tempereret vin til middagsselskaberne.

Stueplan byder desuden på et toilet, hvor du vil bemærke det smukt dekorerede gulv, der leder tankerne hen på varmere himmelstrøg med det snørklede mønster. Følger du den svungne trappe til førstesalen, møder du samme imponerende gulv på badeværelset, der skaber en helt speciel stemning i rummet med løvefodsbadekar, en glasafskærmet bruseniche med regnbruser, armatur fra TONI Copenhagen og gulvvarme. Førstesalen byder desuden på tre store værelser, hvoraf master bedroom har udgang til en hævet terrasse mod vest, som bliver et yndet sted at opholde sig på de lyse sommeraftener.

Kælderen er gennemrenoveret og med gulvvarme overalt. Her får du to disponible rum, et bryggers, lækkert badeværelse, og du vil bemærke, at man har valgt samme elementer i badeværelset og de indbyggede skabe som i køkkenet for at skabe en rød tråd i indretningen.

Haven byder blandt andet på to terrassemiljøer, så solens bane kan følges fra morgen til aften. Her kan du om sommeren sidde helt ugeneret, da den omkransende hæk lukker helt til for nysgerrige blikke.

  • Lars Bjørk

  • Adm. direktør, & indehaver
  • T: 6613 9200
  • M: 4062 5456

Bestil fremvisning