Arkitekttegnet villa i Hunderupkvarteret

Uden videre falbelader vil vi gerne byde velkommen til Carl Plougs Vænge 5, hvor man får en yderst velkomponeret ejendom, der er tegnet af den danske arkitekt Aksel Henriksen med inspiration fra Arne Jacobsen og Jørn Utzon og hvor lysindfald, komfort og æstetik er i højsædet.

Huset har kun haft to ejere siden sin opførsel i 1958, hvor arkitekten tegnede huset til sig selv og sin familie. Villaen har en spændende planløsning i flere forskudte niveauer, hvor den ene sektion tidligere blev anvendt til tegnestue. I 1997 overtog nuværende ejere huset og foretog flere renoveringer af blandt andet køkken og badeværelser, hvor enhver istandsættelse er sket med blik på den originale arkitektur og stemning. På den måde har man bevaret den særlige harmoni, som karakteriserer hjemmet, og selvom ord er fattige i beskrivelsen af sådan en arkitektonisk juvel, vil vi alligevel tillade os at forsøge at sætte ord på husets beskaffenhed såvel som beliggenhedens egenskaber.

Indendøre fornemmer man straks det henrivende lysindfald, som gør sig gældende på alle årstider, og fine detaljer som et massivt sildebensparket, elementer fra Multiform og Douglas-plankegulve fra Dinesen sætter en eksklusivt prik over iet. Køkkenet har ovne fra Gaggenau, Quooker og kig til dagligstuen, der ligger i forskudt plan, således rumfornemmelsen på én og samme tid er luftig og indbydende. Ved entréen er der garderobe og et gæstetoilet, mens man videre finder i alt seks værelser og to badeværelser. Herudover er der endnu et gæstetoilet og flere disponible rum, så anvendelsesmulighederne er mange.

Beliggenheden fås vel næppe bedre end for enden af et lille, lukket vænge i hjertet af Hunderupkvarteret. Området er roligt og trygt, og tæt på adressen finder man åstien og Skovsøen, ligesom det ikke tager mange minutter på cykel, før man står midt på Vestergade i det inderste af Odense. Her er et bredt udvalg af restauranter, specialforretninger og vinbarer, så byens fristelser bliver nemt en del af hverdagen. I umiddelbar nærhed får man også indkøbsmuligheder samt uddannelsesinstitutioner.

Ejendommen fremtræder med sin helt egen charme, og den ligger perfekt placeret i forhold til de solrige verdenshjørner. Haven er stor og velanlagt med rig mulighed for solskinsstunder eller svalende skygge i løbet af dagen, mens den overdækkede terrasse med lamelloft med spotlys udgør en skøn oase, når aftenen går på hæld. Haven og terrassen kan tilgås flere steder fra hjemmet, og der skabes således en let sammenhæng mellem ude og inde.

Carl Plougs Vænge 5, Hunderup, 5230 Odense M

  • Lars Bjørk

  • Adm. direktør, & indehaver
  • T: 6613 9200
  • M: 4062 5456

Bestil fremvisning